Passivhus
Nordisk Folkecenter for vedvarende energi vil styrke udbredelsen af passivhuse i Danmark. Et passivhus må maks. bruge 15 kWh/m²/år til opvarmning, pumper m.v. uden brug af solceller, solfangere m.v. Vi fik stillet opgaven at konstruere et passivhus på 121 m² i 1 plan for til en m² pris der lå væsentligt under det normale niveau for et passivhus. Huset bruges som udstillingshus og til at formidle kvaliteterne og mulighederne i at bygge billige passivhuse.
For at opfylde kravene til et passivhus i et plan skal huset i stor udstrækning være orienteret med glasarealer mod syd, de opvarmede overflader skal minimeres, ventilationsanlægget skal være skal være energieffektivt og huset skal være højisoleret og tæt. For at kunne bygge for en lav kvadratmeterpris kræves en konsekvent fokusering på økonomi i alle valg gennem udviklingsprocessen. Formen er helt enkel, konstruktionen optimeret med en let facade ophængt i tagkonstruktionen, der ligger af på bagvægge og skillevægge. Tagkonstruktionen er med svag hældning mod syd (forberedt til evt. solceller) udført som gitterspær. Facader mod syd og nord og taget beklædes med galvaniserede stålplader. Øst og vest facader er beklædt med ubehandlet lærketræ. Lærketræsfacaderne følger taghældningen og varierer i tykkelse og bredde hvilket skaber et spændende facadeudtryk uden at belaste økonomien for meget.
Det var tanken at eksperimentere med automatisk udvendig solafskærmning i for at sikre boligen mod overtemperaturer (ellers ville vil have udformet et vandret udhæng over glaspartiet mod syd!). I første omgang blev huset kun forberedt til dette for at få nogle førdata til sammenligningen. Det viste sig dog at vi med andre tiltag (måske især den høje termiske masse i boligen) havde forbedret det termiske indeklima så meget at det kun er på meget varme somre at boligen har udfordringer, derfor er den udvendige solafskærmning ikke blevet udført.
Det er væsentligt at huske det termiske indeklima når der udformes lavenergiboliger – med lidt omtanke og enkle tiltag kan udfordringerne reduceres – selv med store sydvendte glasarealer!
Læs mere om lavenergibyggeri her.
Book et uforpligtende møde her eller ring til os på 9785 0833