Perspektiv museum
Møller Nielsens Tegnestue har fra starten i 1950 stået for høj kvalitet indenfor arkitekttegnede villaer, boligforeningsboliger, kontor- og erhvervsbyggeri. I de senere år er der kommet en række kulturbyggerier og skolerenoveringer til reference listen.
I januar 2022 overtog Arkitekt MAA Rune Dybkjær sammen med Bygningskonstruktør Jens Kristian Tonsberg ejerskab og daglig drift af tegnestuen.
Rune Dybkjær har siden 2012 været en del af tegnestuen. Før dette var han 3 år medejer af egen tegnestue og havde 8 års ansættelse som arkitekt på en vestjysk tegnestue. Rune er medlem af Danske Boligarkitekter og har i hele sin karriere tegnet funktionelle og oplevelsesrige boliger, som ligger i god forlængelse af MNT Arkitekters fokus på høj kvalitet. Runes primære fokus er den kreative del med udvikling og udarbejdelse af detaljeret tegningsmateriale.
Jens Kristian har en baggrund som bygningskonstruktør og mere end 20 års erfaring fra byggebranchen, blandt andet som medejer af familiens byggefirma og senest med eget rådgivningsfirma, har han især ansvar for de senere faser af byggeprojekterne. Blandt arbejdsopgaverne er udarbejdelse af beskrivelser, tilsyn med igangværende byggerier og en sikring af at kontrakter og aftaler giver vores kunder det bedst mulige byggeri med styr på tid, økonomi og kvalitet.
Fra 1998-2022 har tegnestuen været ejet og ledet af Arkitekt MAA Per B. Clausen der efter ejerskiftet fortsat bidrager med at løse tegnestuens projekter og til en videre udvikling af tegnestuen under Jens Kristians og Runes ledelse.
Tegnestuen har en lang tradition inden for langtidsholdbart og vedligeholdelsesfrit lavenergi og plusenergi byggeri – og i at løse de svære opgaver hvor der kræves ‘lidt mere’ for at finde den gode løsning.
Vores arkitektur skal være visionær – men altid baseret på solid kvalitet og viden:
“Vi vil fortsætte med at udvikle vores tilgang med ny viden og løsninger, skræddersyet til de enkelte opgaver. Når man udvikler byggerier, skal der tænkes langsigtet: En nybygget bolig skal gerne være relevant om 100 år! Derfor er det på en gang vigtig at være konservativ og bygge på erfaringer, men samtidig at være opdateret med ny viden og turde designe visionære løsninger, der peger fremad”. Rune Dybkjær
Udover ovenstående, har MNT Arkitekter en række interne og eksterne samarbejdspartnere som ingeniører, landskabsarkitekter, energikonsulenter m.v., der involveres i det omfang det er relevant for projektet og vi kan således levere en komplet rådgivning fra den første ideudvikling til byggeriet står færdigt.