Netop akustikken har været et fokuspunkt og et væsentligt designparameter – og Møller Nielsens Tegnestue allierede sig derfor med en af landets dygtigste akustikere – Niels Vilhelm Jordan (akustiker på bl.a. Sydney Opera House) – allerede inden skitseringen af bygningen begyndte. Med det akustiske grundlag i orden og inspiration fra blandt andet Nordens hus på Færøerne, blev bygningen designet omkring et optimeret lydrum.
Det er en glæde for os at Folkets Hus er ramme om en lang række musikarrangementer og at lyden ofte roses – eksempelvis da Fairport Convention 4. oktober 2017 fra scenen roste huset og arkitekten bag. Her citeret fra Dagbladet Holstebro Struer 5. oktober:
“Dem, der har opført dette hus, fortjener en medalje. Lyden er fantastisk, lød det fra Dave Pegg, som blev bassist i Fairport Convention i 1970”
Tegltorvet er udformet af Preben Skaarup landskabsarkitekt MAA og fik tildelt bygningsprisen bl.a. med bemærkningerne:
“Tegltorvet roses for sin evne til i helhed og detalje at fremhæve sine omgivelser, herunder ikke mindst torvets nyeste bygning Folkets Hus”.
En anden af torvets bygninger – Struer Musikskole er også tegnet af Møller Nielsens Tegnestue.